Stifado - græsk lammegryde

En ret, der efter sigende skulle stamme helt tilbage fra Venedig i det 13. århundrede, hvor italienerne tog den med sig til Grækenland. I dag er stifado en klassisk græsk ret. Gryderetten er med lammekød med masser af løg, krydderurter, tomater og lidt rødvin. Gryderetten kan laves med kalvekød, oksekød og kyllingekød. Oftest bliver den lavet på kaninkød i Grækenland, men det vigtigste i denne ret er, at den indeholder løg. Der skal mange løg til. Denne opskrift bruger både skalotteløg og perleløg (på frost, ikke syltede på glas). Vil du undgå rødvinen, eller vil du ikke lige åbne en hel flaske, kan du smage retten til med et par spsk. balsamico eddike i stedet for.

Hovedret til 4 - forberedelsestid 20 min + ca. 1,5 - 3 timer kogetid

Ingredienser:

  • 600-800 g skært lammekød, fx. Culotte, lammekølle eller bov skåret i mindre stykker

  • 5-6 skalotteløg

  • 4 hvidløgsfed

  • 1 aubergine

  • 3 kviste timian

  • 2 kviste rosmarin

  • 1 kanelstang

  • 1,5 dl rødvin

  • 450 g flåede tomater, enten på dåse eller friske tomater

  • 100 g perleløg på frost, ikke syltede

  • 3 spsk. tomatpuré

  • Ca. 1/2 liter vand + (evt. hønsebouillonterninger)

  • Salt + peber

  • Evt. bredbladet persille til pynt.

Server sammen med ovnkartofler, kartoffelmos, ris eller blot brød til. Smager også rigtig godt med lidt tzatziki til. Pynt evt. med bredbladet persille.

1. Start med at skære dit kød ud i mindre stykker, ca. 4x2 cm. Puds det meste af fedtet og senerne væk. Pil skalotteløgene og behold dem hele. Pil hvidløgsfeddene og skær dem ud i skiver eller hak dem groft. Skær toppen af auberginen, halver den på langs 2 gange, og skær over i passende stykker, så du ender med at have aubergine stykker, der er omtrent samme størrelse som lammekødet.

2. Varm olivenolie i en gryde, der passer til din Cook It. Brun lammekødet af flere omgange. Kommer der for mange stykker ned i gryden, koger kødet i stedet for at få en stegeskorpe. Tag stykkerne af panden og læg dem i en skål.

3. Svits skalotteløg, hvidløg, rosmarin og timian i et par minutter, hæld kødet tilbage og tilsæt rødvinen. Lad den bruse af og koge lidt ind, inden du tilsætter resten af ingredienserne i gryden. Smag til med salt og peber.

4. Vandet/hønsebouillonen skal dække alt indholdet i gryden. Auberginestykkerne skal helst vende med kødsiden nedad i gryden, ellers vil de oxidere og blive brune. Lad det hele koge i et par minutter, læg låg på og lad det koge yderligere, indtil låget er varmt. Sæt gryden over i din Cook it og lad gryderetten stå i Cook it i min. 1,5 time og gerne op til 3 timer. Kødet er mørt efter 1,5 time, mens det er “kan spises med en ske”- mørt efter 3 timer. 

5. Hvis du evt. ønsker en mere koncentreret smag eller mindre væske, kan du lade din stifado koge, indtil den har den ønskede smagsintensitet/konsistens. Alternativt kan du blande en lille smørbolle, dvs. blødt smør rørt op med 1-2 spsk. Mel.  Bland smørbollen i gryderetten og lade den koge lidt, indtil den er tyknet lidt i konsistensen.

6. Server din stifado med ovnkartofler, ris, kartoffelmos eller brød til. Smager også rigtig godt med lidt tzatziki til. Pynt evt. med bredbladet persille.

Tip: Vil du lave en vegetarisk eller endda en vegansk stifado, kan du bruge svampe i stedet for lammekød. Nedjuster mængden af vand/bouillon og kogetiden.

Forrige
Forrige

Klar hønsekødssuppe

Næste
Næste

Chili sin carne - mexicansk kødfri bønnegryde