OM HØKASSEN

Cook it - The Modern Haybox er den moderne, vaskbare, højisolerede videreudvikling af den gammeldags høkasse. Med Cook it sænker du din klimabelastning, fordi du sparer mellem 40 % og 70 % af energiforbruget på den enkelte ret. Cook it betaler sig tilbage over tid, afhængig af hvor ofte du bruger den og hvad energiprisen er.

Hvad er Cook it lavet af?

Cook it består af et kraftigt denimstof og et isolerende materiale, der har den højest mulige isoleringsevne. I bunden er der syet nogle kugler ind, der sikrer, at det isolerende materiale ikke presses sammen af grydens vægt.

Hvor stor er Cook it?

Størrelsen passer til gryder med en diameter op til ca. 25 cm, hanke på 4-5 cm og en højde på op til 20 cm. Mindre gryder kan sagtens anvendes i Cook it. Cook it har en ydre diameter på 32 cm og højde 20 cm – kan øges op til ca. 25 cm.

Kan Cook it vaskes?

Ja, håndvask i balje eller maskinvask ved 30 grader. Cook it kan dryptørre eller tørres i tumbler ved lav temperatur, hvorved Cook it bliver patineret og puffet lidt op.

Skal vaskes sammen med andet tøj i mørke farver.

Hvor stor er energibesparelsen?

Alle har stort fokus på energibesparelser, og madlavning i høkasse er blevet et officielt energispareråd på Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk

Når du bruger Cook it, sparer du energi og dermed penge. Hvor meget, du helt præcist sparer, afhænger bl.a. af, hvor ofte du bruger din Cook it, og hvilken type mad du laver.

Man bruger 40-70 % mindre energi ved tilberedningen af den enkelte ret, hvis man benytter høkasse-metoden i forhold til, hvis man kun bruger komfuret.

Når man bruger Cook it de fleste dage om året, løber energibesparelserne op, og det kan mærkes på det samlede energiforbrug og pengepungen.

Den samlede energibesparelse ligger mellem 70 kWh/år og 170 kWh/år, formentlig med et gennemsnit på 120 kWh/år, da emhætten samtidig kan slukkes.

En familie med to børn kan spare omkring 25 procent af den energi, de årligt bruger på madlavning, hvis de benytter en høkasse minimum 3 ud af 4 dage. Det svarer til cirka 3 procent af det samlede el-forbrug i husstanden.

Prisen på el er stærkt varierende, men er særlig høj mellem klokken 17 og 21 i det, der kaldes kogespidsen. Hvis elprisen er 5 kr./kWh, sparer man gennemsnitligt ca. 600kr/år ved at lave mad i Cook it. Hvis elprisen er 3 kr./kWh, sparer man gennemsnitligt ca. 360kr.

Temperaturforløb ved kogning i høkasse

Når gryden med kogende indhold sættes i Cook it, begynder temperaturen at falde fra 100 `C. Først ved at selve  Cook it skal varmes op, og derefter ved at der løbende tabes  en lille smule varme til omgivelserne. Hvis gryden er meget fuld, falder temperaturen langsomt, hvis gryden ikke er så fuld, falder den lidt hurtigere. Ved vores referencemåling, hvor vi sætter en stålgryde med 2 liter kogende vand i Cook it, er temperaturen faldet til 92 grader efter en halv time, til 87 grader efter en time og til 80 grader efter to timer. Efter 5 timer er temperaturen 65 grader.