Man skal vænne sig til at bruge Cook it; men når du først har fået en Cook it vane, kan du ikke undvære Cook it. Vi har samlet nogen gode råd her. Hovedreglen er at gøre som du plejer, bortset fra at ved al ”kogning”, ”simring” eller ”langtidsstegning” sætter du retten i Cook it. Hvis du ikke synes retten er helt færdig, så sæt den i Cook it igen, giv den evt. et opkog inden. Efter et stykke tid vil du sikkert opdage, at du ikke har behov for særlige opskrifter til madlavning i høkasse.

KOGNING AF KARTOFLER, RIS, PASTA, GRØNTSAGER.

Bring væske og fødevarer i kog med de krydderier og salt, som du plejer. Når det har kogt i et par minutter, sætter du gryden med låg i Cook it. Lad gryden stå i den tid, det normalt tager at koge fødevaren færdig. Store kartofler skal måske have lidt længere, men små kartofler, ris og pasta skal ikke stå længere i Cook it end på et normalt blus. Faktisk synes vi, at pasta bliver bedre i Cook it, overfladen bliver mere fast og smagen mere koncentreret. Nogle gange er vi kommet til at lade maden stå i Cook it meget længere, men tingene koger ikke ud, så det betyder ikke noget.

KOGNING AF RISENGRØD OG ANDEN GRØD.

Følg din sædvanlige opskrift. Når mælk og ris har kogt et par minutter under omrøring, sætter du gryden i Cook it og lader den stå. Tag gryden ud efter ca. en time, og giv den et opkog, når saltet skal tilsættes, så samler grøden sig. Ifølge Fødevarestyrelsen skal man ikke lade risengrød stå så længe, at temperaturen bliver under 65 ´C. Det svarer til, at du ikke skal lade risengrøden stå mere end 5 timer i Cook it.

Når du koger anden grød, så følg også opskriften, og giv evt. et opkog til sidst, så grøden samler sig.

KOGNING AF FORSKELLIGE SLAGS SUPPER

Cook it er idéel til supper. Følg din sædvanlige opskrift, og når du kommer til punktet, hvor der står ”simrer/koger xx minutter under omrøring”eller ”simrer/ koger med låg på ved svag varme”, eller lignende, så sætter du låget på din gryde, koger videre et par minutter, så låget bliver varmt, og dernæst sætter du gryden i Cook it i den tid, den skulle simre. Du skal ikke se til gryden, og retten bliver færdig på den samme tid, uden at du foretager dig yderligere.

KOGNING AF BØNNER, KIKÆRTER OG LINSER AF FORSKELLIG SLAGS. 

Cook it er ideel, når man vil følge Fødevarestyrelsens klimavenlige kostråd om at spise flere bælgfrugter. Med Cook it bliver også tilberedningen klimavenlig. Kog gerne en stor portion og stil den i køleskabet i kogevandet. Den kan holde sig i flere dage, og så er den klar. Tilsæt fedtstof under tilberedningen, enten i form af olivenolie eller lidt bacon, det giver smagen et kæmpe løft.

Erfaringen er, at kikærter, belugalinser, røde linser, grønne linser, puy linser bliver færdige på den tid, der står på posen.

Bønner og kikærter skal sættes i blød, og de skal derefter koge 45 - 60 min eller mere for at blive møre, det fremgår af posen. Det gælder bl.a. sorte og røde bønner og hvide smørbønner.

Mange bælgfrugter indeholder proteinet lektin, som giver ondt i maven, hvis det ikke er nedbrudt under tilberedningen. Nedbrydningen sker under kogningen. For lektinholdige bønnetyper er det vigtigt, at de er ordentligt kogte, dvs. at temperaturen skal holdes på 90 C eller derover i op til 1 time. På poserne står der som regel ikke, om bønnerne indeholder lektiner, der står at de skal udblødes og koges i 45-60 min. I Cook it tilbereder du derfor bønner ved enten at koge dem i 15 min, inden du sætter gryden i Cook it, eller du giver gryden et opkog efter en halv time. Smag dig frem, om bønnerne er ordentlig møre.

KYLLING OG SAMMENKOGTE RETTER.

Kødet eller kyllingen skal tages ud af køleskabet på forkant, så den ikke er køleskabskold. Retten laves som du plejer, og når alle ingredienserne er tilsat og kogt op, sætter du gryden i Cook it. Hvis du ikke har fået kødet ud af køleskabet i forvejen, kan du enten lade det koge 5 - 10 minutter inden du sætter det i Cook it eller du kan give det et opkog efter en halv time.

Næste
Næste

Klar hønsekødssuppe